17. december 2019
Nej, du skal ikke selv betale dine arbejdsredskaber
Nogle arbejdsgivere mener, at du som frisør selv skal betale for dine sakse, men det er ikke rigtigt. Din arbejdsgiver skal sørge for, at der er de arbejdsredskaber, som du skal bruge. Du kan dog godt selv vælge at købe andet udstyr eller en særlig slags saks, men så er det for egen regning.

Det følger af overenskomsten, at din arbejdsgiver skal forsyne dig med alle de arbejdsrekvisitter, som arbejdsgiveren mener er nødvendige.

 

Men hvis du har et ønske om at bruge personligt værktøj, skal du købe det for egen regning.

 

Hvis du helt eller delvist har betalt arbejdsrekvisitterne, tilhører de dig – ikke salonen.

 

Brud på overenskomsten
Nogle medlemmer fortæller til Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, at de selv skal købe deres værktøj, fordi deres arbejdsgiver ikke vil betale. Det er selvsagt ikke i orden. Hvis din arbejdsgiver nægter at stille værktøj til rådighed for dig, er der tale om et brud på overenskomsten. Og overenskomstbrud er bodspådragende.


Så hvis du er i en situation, hvor du bliver pålagt selv at købe din saks eller andre redskaber, er det en god idé at kontakte os, så vi kan hjælpe dig.

 

Ansat i salon uden overenskomst
Hvis du er ansat, eller skal ansættes på en arbejdsplads uden overenskomst, er der en formodning om, at de samme regler om arbejdsredskaber gælder.


Hvis din arbejdsgiver mener, at du selv skal stille arbejdsredskaber til rådighed, anbefaler vi, at du ringer eller skriver til os, inden du accepterer en sådan aftale.

Får du betalt dine sakse?